-
December måned – fuld af traditioner og ventetid
Up-loaded den april 18th, 2009 Ingen kommentarerVi tæller ned og tæller ned igennem hele december, så dagene i december er vigtige.
Den 1. december er for mange starten på julen. Der er mange forskellige traditioner forbundet med denne dag. Man starter med sine julekalender, man tænder kalenderlyset, og mange begynder også at pynte op til jul denne dag. Nogle tager juletræet ind d. 1. december og andre begynder på lidt julebag.
Alle søndage i december er vigtige dage i julen, de er nemlig søndage i advent. Der er også mange traditioner forbundet med søndagene i advent: adventsgaver og adventskrans f.eks. Mange tager også i kirke på disse søndage i december.
d. 13. december er det Luciadag. Denne tradition er der meget at fortælle om, så den har sin egen side her på bloggen. Men kort fortalt er d. 13. december – luciadag - dagen hvor der gås luciaoptog overalt i landet (og udlandet), piger i hvide kjoler med lys i hånden går optog og synger. Dagen fejler helgeninden Lucia, hvis navn betyder lys.
d. 21. december er årets korteste dag. D. 21. december vender lyset dermed langsomt tilbage og dagene bliver langsomt længere. Man fejrer dette d. 13. december på Luciadag, da denne dag var den korteste (eller nærmere fordi natten var årets længste) ifølge den julianske kalender (som var gældende i Danmark frem til år 1700).
d. 23. december er lillejuleaftensdag. Dagen før dagen. De sidste forberedelser skal på plads og alle – store som små – glæder sig til næste dag. D. 23. december om aftenen er det selvsagt lillejuleaften og her har mange familier forskellige traditioner, vi pynter juletræet denne aften. Skilsmissefamilier holder ofte en juleaften på lillejuleaften for at kunne nå det hele.
d. 24. december er juleaftensdag og for mange årets længste dag – selvom den rent formel hører til blandt de korteste. Det er dagen vi har ventet på igennem hele december og så går det meste af den alligevel med at vente endnu mere. Om aftenen er det så endelig juleaften og det hele kulminerer.
Juledage
d. 25. december er Juledag (eller 1. Juledag) og også denne dag er forbundet med mange traditioner. I andre lande er det først denne dag, man får gaver (om morgenen). Men i Danmark bruges den ofte til at mødes med familien igen til en julefrokost. Alle har også mulighed for at få kigget på gaverne fra aftenen før. For mange er d. 25. december mere afslappet end selve juleaften, hvor det hele kan blive lidt stressende og svært at rumme.
d. 26. december er – pudsigt nok – 2. Juledag og den bruges af mange på samme måde som 1. Juledag. Andre tager en rigtig slappe-af-dag d. 26. december for at ”komme sig over julen”.
d. 27. december kaldes efterhånden 3. Juledag, sandsynligvis fordi vi har så mange aftaler i julen at de to andre juledage ikke er tilstrækkeligt til at nå det hele.
Nytår
d. 31. december er vi så nået til Nytårsaftensdag og senere nytårsaften. Det er årets sidste dag og det fejres med et brag af en fest overalt i landet. Der er mange traditioner forbundet med nytårsaften også, men slet ikke på samme måde som juletraditionerne. Men december – og hele året – skal selvfølgelig afsluttes på behørig vis.
Juledag i november
En anden særlig dag i julen er J-dag, hvor Tuborgs Julebryg kommer på gaden. Det er dog ikke en dag i december, men derimod den første fredag i november.
Juledagene er ikke kun forbundet med hygge og familiesamvær, for mange er det også rejsedage. Jeg selv rejser altid frem og tilbage i landet i juledagene og kan bevidne at det er der rigtig mange danskere der gør. Man skal besøge familien og alle skal ud og hjem på nogenlunde de samme dage. Det giver meget trafik på vejene i slutningen af december.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.

